Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen
Marianne Søgaard er en prisbelønnet dansk sangskriver og komponist med et enkelt, melodisk og iørefaldende tonesprog, der samler folk på tværs af generationer i fællessang. Hun er blandt andet repræsenteret med syv melodier og en tekst i Højskolesangbogens 19. udgave og har repræsentation i Kirkesangbogen, Morgensangbogen, Efterskolesangbogen og andre udgivelser.
Sangforedraget bliver en kombination af fællessang, musik og historiefortælling. Marianne Søgaards foredrag tager afsæt i hendes virke som komponist og tekstforfatter, hvor hun deler tankerne bag sine mest kendte sange. - Med udgangspunkt i sangene og deres forskellighed vil sangaftenen kredse om emner som utilstrækkelighed, relationer, klima, Danmark i verden samt tro, håb, kærlighed.
Marianne Søgaard er uddannet sanger fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og cand. theol. fra Aarhus Universitet. Hun er højskolelærer på Silkeborg Højskole.
I 2024 vandt hun sammen med forfatter Dy Plambeck en konkurrence udskrevet af DR, Højskolerne og Sangens Hus om at skrive en ny grundlovssang i anledning af 175-året for grundloven med sangen “Der hvor du har hjemme”. I 2018 vandt hun DR P2’s konkurrence om at skrive Danmarks nye fødselsdagssang for voksne med titlen ’Fantastiske fødselar’. Hun har skrevet den officielle salme til FDF Landslejr 2021 “Store, tavse aftenhimmel” samt den officielle salme til Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde i Silkeborg 2025 “Håbet er levende”.